Af socialrådgiver og Psykoterapeut MPF Anne Marie Eskildsen

I de 28 år jeg har været socialrådgiver har jeg mødt børn, som har været del af alt det værste som livet kan byde på. Børn som er blevet svigtet, misbrugt, er blevet anbragt, har oplevet skilsmisse, dødsfald, levet med syge forældre m.m. Rigtig mange af disse børn har levet med en byrde af alt for meget ansvar, skyld og skam. Og har været alene med det.

Der er navne, ansigter og øjne som jeg nok altid vil huske, lige som der er sætninger der har bidt sig fast i min bevidsthed. Sætninger som; ”hvis jeg bare havde låst toiletdøren, ville han aldrig være kommet ind”, ”jeg var for svær for mor, derfor blev jeg anbragt”, ”vi kunne også være bedre til at hjælpe mor i dagligdagen, så bliver hun måske ikke syg igen, når hun ikke har så travlt”, eller ”hvis nu jeg var mere stille, så behøvede mor ikke sidde ude i annekset hele tiden, det vil jeg prøve på, når hun bliver udskrevet” eller ”det var ikke meningen at mor skulle blive syg, men jeg blev bare så træt af, at hun hele tiden var sur, så jeg råbte højt”, ”jeg bad selv om at blive anbragt, fordi jeg ikke kunne få mor til at stoppe med at drikke, så tænkte jeg, at jeg var til mindre besvær, hvis jeg ikke var der”,”hvis jeg da bare var kommet hurtigere hjem fra skole, så var far ikke gået” osv. Jeg håber at de fleste af de børn jeg har mødt har fået en bevidsthed om at der var andre der kunne være sammen med dem om det svære og at jeg var med til at lette deres smerte, skam, skyld, forkerthed og ansvar, dette velvidende at jeg kun var en del af deres liv et øjeblik. Jeg håber det, men jeg kan ikke vide det.

At børn har brug for støtte, omsorg, nærvær og knus, det er noget de fleste af os ved og forsøger at give vores børn. Men børn har også brug for at blive inddraget i virkeligheden og dermed kunne forberede sig på at leve et meningsfuldt, selvstændigt liv med respektfulde relationer til andre mennesker.

Ofte vil vi gerne beskytte vores børn og kommer derfor til, i misforstået hensyn, at redigere i virkeligheden. Det kan være smertefulde tab, som dødsfald i familien, der forbigås i stilhed, for ikke at volde barnet smerte, det kan være en kommende skilsmisse, det kan være kronisk sygdom, det kan være psykisk sygdom m.m.

Børn skal, jf. FN’s Børnekonvention, som Danmark ratificerede i 1991 og siden har været gøldende i dansk lovgivning (fx Velfærdsministeriets Vejledning om dagtilbud, fritidshjem og klubtilbud, vejledning nr. 26 af 26.05.2008), tages alvorligt som individer. Deres mening og tanker er af betydning og nødvendige at tage hensyn til, og børn skal høres om deres egen livssituation. Idéen om overhovedet at indfange og inddrage børneperspektiver er altså begrundet i etiske og juridiske fordringer (at deltagelse og indflydelse er en rettighed for børnene) ud fra en tanke om, at det kommer børnene til gavn.

Når vi både som professionel eller som voksne i familien kommer til, at undlade at inddrage barnet i virkeligheden, altså som voksne glemmer børneperspektivet, eller mere bogstaveligt sagt ikke forsøger at afdække børns egne perspektiver, meninger og oplevelser i forhold til deres egen livsindsigt, så efterlades barnet alene og ensom, uden mulighed for være en del af et fællesskab. De efterlades til egne tanker og fantasier.

Det tjener ikke noget formål at holde sandheden skjult for børn. Fortielser fjerner os fra barnet og mindsker kontakten mellem os. Børn mærker stemninger og uro. Stemninger smitter og børn har brug for at have nogen i ryggen, de kan stole på. Vores sansninger i verden, både som børn og som voksen er afhængig af, hvad man har fået udpeget eller at have været i samspil med andre omkring. Vores neurobiologi bliver formet efter omgivelsernes beretning om verden og bliver herved vores egen beretning om verden. Børn er afhængig af de voksne omkring dem, deres nervesystem og krop er derfor i ekstrem grad indstillet på f.eks. forældre reaktioner. Hertil kommer at børn ofte kan være præget af det der populært kan kaldes ”magisk tænkning”, hvor de opfatter sig selv som centrum for de fleste ting og de kan derfor tro at deres tanker, følelser, ønsker og handling kan have være årsagen til det der sker. Således kan de tro, at der er deres skyld og ansvar at mor blev syg, eller at far døde. Hvis børn skal have en forståelse af verden som kærlig og meningsgivende, skal de have været en del af et kærlig og meningsgivende samspil også i svære situationer. Dermed er vi med til at forebygge, at de som voksne oplever verden som ukærlig og meningsløs, og evt. at de udvikler psykisk sårbarhed.

Børn har som regel store evner til at mestre selv de mest dramatiske situationer, hvis de har et voksent omsorgsmiljø, der møder dem med indsigt, forståelse og forklarer dem virkeligheden som den er.

Dette skal selvfølgelig gøres under hensyn til barnets udviklingsniveau, både kognitivt og følelsesmæssigt. F.eks. har børn en forskellig forståelse af død på forskellige alderstrin; børn under 6-7 år har ikke en sammenhængende forståelse af, hvad liv er, eller hvordan kroppen fungerer. Børn under dette alderstrin opfatter derfor ikke døden som permanent. At nogen er borte ”for altid” er uden for deres fatteevne. De oplever ikke døden som uigenkaldelig. Min søn forsøgte via leg i en lang periode at forstå dette, han legede at han var røver eller cowboy og skød os, når vi så faldt om i legen som død og han synes, vi havde været død længe nok, prikkede han til os og sagde, ”nu kan I godt dø op igen”. Dette selvom hans storesøster, som er 5 år ældre, utallige gange, fortalte ham , ” at når man er død, er man død, og så kan man ikke dø op igen”. Derefter kom der en lang periode, hvor han flere gange spurgte ind til, om vi alle skulle dø engang, og om jeg, hans mor, også skulle dø? Svaret måtte være ja, men ikke lige nu og at der altid ville være gode voksne omkring ham.

Hvornår børn glider ind i de forskellige udviklingstrin er forskelligt og afhænger af deres modenhedsniveau. Derfor er det altid vigtigt at tage udgangspunkt i det enkelte barn og ikke lave standart løsninger, som man tror passer til alle på dette alderstrin. Det samme gælder i øvrigt også for voksne. Vi er ikke alle ens og opfatter og forstår tingene på hver vores måde, og intet er i den sammenhæng rigtigt eller forkert. Således må man som forældre eller professionel omsorgsperson altid have en grundlæggende nysgerrighed med sig; hvordan mon lige den person, der sidder overfor mig nu, forstår deres virkelighed? Sammenfattende er min erfaring, at hvis ingen har talt med børnene omkring deres oplevelse, har de selv lavet en virkelighed, som giver mening for dem. Ofte tager de skylden, skammen og ansvaret på sig i kærlighedens navn.

Børn er altid loyale overfor deres forældre eller tætte omsorgspersoner og vil altid forsøge at undgå at udlevere mor eller far. Og børn der har levet i ubærlige forhold har lært at passe på sig selv og deres nære, de udlevere helst ikke noget, hvis de kan undgå det. Derfor kommer vores evne til at se det hele menneske på prøve. Vi skal kunne sætte os i deres sted og se igennem og bagom adfærd og facade. Vi skal evne at se det hele menneske med de smukke og velmenende sider. Se hvordan det enkelte barn kæmper for overlevelse i deres hverdag, ved at beskytte dem de holder mest af og selv forsøge at overleve i dette. De skal kunne mærke, at der er nogen der formår at rumme at være sammen med dem, høre om det svære, se dem og ville dem. Dette med en forståelse af, at mellem børn og forældre/nære omsorgspersoner udvikles der gennem opvæksten overlevelsesstrategier og mønstre. Disse mønstre er bestemmende for, hvordan vi indgår i relationer senere i livet. En kærlig og anerkendende tilgang med en indstilling til andre mennesker, som tillader, at vi kan se forskelligt på tingene uden at kæmpe om at få ret, er nødvendigt. Anerkendelse betyder en villighed til at se verden gennem den andens øjne for en stund, så vedkommende oplever ikke at være alene og at vedkommendes verdensbillede giver mening. Grundlæggende kan vores identitet og udvikling kun ske ved denne sociale anerkendelse. Mennesket skal ses af andre ellers bliver det usynligt. I udviklingspsykologien og neurobiologien peges der på, at al udvikling er afhængig af de relationer vi indgår i og er med til at skabe. Derfor er det så vigtigt at børn ses, høres og er en del af familien, institutionen, skolen osv. Følelsesmæssig smerte kan ikke bekæmpes eller fjernes, men kan opløses og forvandles ved at blive set. Og for at citere en af de store indenfor spædbarns terapi, Inger Thormann, så binder alt usagt energi.

Mange børn har svært ved at italesætte deres virkelighed, deres følelser og tanker. Når man ikke kender andet, kan man ikke fortælle hvor svært det er, at mor er syg. I mit arbejdsliv har jeg også ofte mødt børn, hvor jeg tænkte, at de måtte have det svært og have brug for at tale. Men når jeg spurgte ind til deres liv, smerte, tab m.m. blev jeg mødt af en mur af tavshed, eller en stavelses svar. Med erfaringen fandt jeg ud af, at spørgsmål nok ikke var den rette måde at komme i kontakt med et barn.

Derfor begyndte jeg at undersøge, hvordan man bedst taler med børn, så de får en forløsning og mere viden ud af det. Her blev jeg hjulpet lidt på vej af et job som sorggruppeleder hos Børns Vilkår, hvor vi fik supervision og uddannelse i at håndtere børn og voksne i sorg,samtidig begyndte jeg at se opslag fra Karen Glistrup, Snakomdet og læste hendes bøger. Det gav for mig så stor mening og jeg brugte hendes metoder i børne familiesamtaler på psykiatrisk afdeling i Vejle, hvor jeg dengang var ansat. Der var jeg så heldig, at forældre og jeg i et samarbejde kunne tale med barnet/børnene. Når forældrene er med i disse samtaler, giver det en åbenhed i familien, som de kan fortsætte efter udskrivelsen, børnene oplever, at forældrenes tilstedeværelse gør det ulovlige lovlige og de kommer ikke i konflikt med deres loyalitet og der skabes ikke hemmeligheder i familien. I dag bruger jeg hendes metoder i børnefamiliesamtaler som selvstændig socialrådgiver og Psykoterapeut MPF. I disse rammer er forældre, søskende eller andre nære omsorgspersoner altid med og vi aftaler altid forinden, hvordan vi vil gribe samtalen med barnet an.

Jeg genlæser med mellemrum Karen Glistrups bøger og får hver gang noget nyt med mig.

Der er brug for at mange flere professionelle, der arbejder med børn og familie samt forældre er bevidste om, at fortielser og små hvide løgne ikke er vejen frem i samværet med børn. Hvor ofte har jeg ikke hørt forældre fortælle om, at deres børn tror, at mor er indlagt på et almindeligt somatisk hospital i stedet for at fortælle børnene, at hun er indlagt på psykiatrisk hospital og være sammen med deres børn om det svære i dette, samt hvorfor hun er indlagt.